Forfatterens Optegnelser begynde med en detailleret Beskrivelse over Reisen fra hans Hjemsted, Gaarden Haaeim i Gravens Præstegjeld i Hardanger, men da denne Beskrivelse ikke antages at have nogen mer almindelig Interesse, indskrænker man sig til at berette, at han med Familie og flere andre Norske Udvandrere tog Veien over Gøtheborg, hvorfra han maatte give 30 Dollars i Fragt for hver voxen Person og selv forsyne sig med Proviant og Vand for 3 Maaneder, hvilket var forbundet med ikke ubetydelige Omkostninger, samt at Seiladsen i 8 Dage blev besværliggjort ved Iisbjerge.

Efter 5 Uger og 4 Dages Seilads naaede vi vores Bestemmelsessted, Newyork, hvor jeg strax fik opspurgt en Mand ved Navn Frederik Wang fra Gudbrandsdalen, som var bosat i Newyork, og forhen en af de Svenske Matroser paa det Fartøi, hvormed jeg var kommet, fulgte mig. Da vi kom til Huset, fandt vi Manden staaende paa Dørtrappen; jeg hilsede ham, og strax sagde han, jeg var en Normand og maatte komme ind til ham. Han havde et Skjænkehuus, hvor han havde at sælge alleslags Drikkevarer. Her blev jeg tracteret paa det Prægtigste med Viin og Brændeviin og Øl, og da jeg havde fortalt ham, at vi vare Mange i Selskab fra Norge og vare komne i den Tanke at bosætte os der i Landet, spurgte han, hvor Skibet laa for Anker og lovede, at han vilde følge os til Skibet for at tale med alle de norske Folk, som vare i Selskab med os. Paa Veien til Skibet gik han ind til en Bager og kjøbte for en Daler i Brød, som han uddeelte til alle de Norske, og talede tillige med Capitainen om, at vi skulle faae logere i Skibet, indtil han fik besørget Fragt for os. Vi opholdt os nu i Skibet i 3 Dage, og i denne Tid indtraf den Fest, som holdes hvert Aar den 4de Juli den Dag, da de bleve frie fra England og kom under en selvstændig Forening. Denne Dag er den høitideligste hele Aaret, og der var mange Ting at skrive, som passerede denne Festdag, men det vilde blive for vidløftigt.

Efterat have beskrevet Reisen fra Newyork med Flodfartøier, paa Jernbaner og i Dampbaade indtil Chicago yttrer Forfatteren videre:

Efter 13 Dages Reise over Erie Søe, naaede vi da til Byen Chicago, hvor endeel af vort Følge maatte blive tilbage af den Aarsag, at de ingen Penge mer havde at koste sig frem med. Fra Chicago til det Sted, hvor de Norske havde bosat sig i Illinois, var der en Veilængde af 60 Engelske Mile Landevei, hvorfor vi leiede os Heste og Vogne og efter 3 dagesa Reise kom vi da endelig til vores Bestemmelsested, Medelport, hvor det Norske Folk havde bosat sig. Her kan vel enhver forestille sig Længselen efter at finde Landsmænd i et saa langt borteliggende Land og tillige over at see en Ende paa alle disse Møisommeligheder og de Forlegenheder, som vi havde været i med Sproget.

Men hvor forbausede bleve vi ikke, da vi nærmede os deres ringe Boliger, som vi efter alle de herlige Beskrivelser havde tænkt at finde i en langt bedre Forfatning; men det viste sig, saasnart vi nærmede os deres Hytter, Hvad Forfatning de vare i. Nu var der ikke saa mange Huse, at de kunde modtage os alle til Vinterleie; vi maatte derfor til at bygge 3 Huse af den ringe Sort, som der brugtes, og saaledes fik vi Huuslye Vinteren over. Nu fik vi strax høre, at alt Landet der omkring var opkjøbt, og vi, som netop reiste i den Hensigt at bekomme et Stykke Jord, fik nu nye Sorger over det usandfærdige Rygte, at der skulde være Land i Overflødighed. Endelig blev det til den Ende, at vi alle maatte du til Fremmede for at fortjene det Nødvendige til Ophold for vor Familie og arbeide der hele Vinteren; men da det led til Foraaret, leiede vi en Mand fra Stavangers Læn af de første Udvandrede ved Navn Kleng Pedersen Hesthammer, som forstod Sproget og havde temmelig Kundskab om Landets Beskaffenhed. Manden gjorde en Undersøgelses Reise for os, og kom tilbage og berettede os, at han havde fundet Land paa den vestre Side af Missisippifloden og det tilstrækkeligt og godt Land, efter hans Sigende. Da det led til Begyndelsen af Mai, begav vis os atter paa Reisen og leiede en Norsk Mand til at kjøre til Byen Ottava, hvor vi tog om bord i en Dampbaad og reiste 300 Engelske Mile ned efter Illinois-Floden til St. Louis. Der tog vi en anden Dampbaad, som skulde gaae opefter Missisippifloden, og havde endnu en Veilængde til Lands 60 Engelske Mile til vor Reises Endemaal, og maatte atter leie Heste og Vogne og betale 26 Daler derfor, Nu vare vi komne ind i Udørken og til vort Bestemmelsessted, og maatte begynde med at rulle op en Hytte, som vi indrettede vor simple Bolig i for det Første, indtil vi kunde faae ordnet os at tage hver sit Stykke i Brug, indtil Auctionen paa Landet skulde holdes. Efter nogle Dage udmærkede hver af os sit Stykke og begyndte at hugge Tømmer til Huus og med stor Møie arbeidede vi os igjennem i noget over 1 Aar; saa fik vi da see, hvad Udørken gav os. Her havde vi en Veilængde af 50 Engelske Mile til nærmeste Mølle og 25 Mile til nærmeste Bye, og Byen var ikke større, end at der var to Kramboderi noget over 1 Aar; saa fik vi da see, hvad Udørken gav os. Her havde vi en Veilængde af 50 Engelske Mile til nærmeste Mølle og 25 Mile til nærmeste Bye, og Byen var ikke større, end at der var to Kramboder, et Skjænkerie, et Spisqvarteer og en Smed. Byen heder Skjelbyeveld, og det Sted, som vi havde bosat os paa, Skjelbycounty, i Missuri Stat. Da vi havde været her i 1 Aar, var det ganske umuligt at opholde os længere der, men vi maatte vende tilbage til Illinois, hvor heg opholdt mig den første Vinter. Der kjøbte jeg et Stykke Skovland og gav 100 Daler for det, og der opsatte jeg et Stuehuus paa Norsk Viis, og betalte til to Bygningsmænd 1 Daler Dagen for hver af dem, indtil Huset var færdigt. Her tog Sygdommen mig, og jeg laa den første Gang i fulde 26 Uger ved Sengen, og alle troede det skulde blevet, hvor heg opholdt mig den første Vinter. Der kjøbte jeg et Stykke Skovland og gav 100 Daler for det, og der opsatte jeg et Stuehuus paa Norsk Viis, og betalte til to Bygningsmænd 1 Daler Dagen for hver af dem, indtil Huset var færdigt. Her tog Sygdommen mig, og jeg laa den første Gang i fulde 26 Uger ved Sengen, og alle troede det skulde blevet min Død, men Herren vilde jeg skulde prøve Verden noget længere. Jeg kom da endelig paa Fødderne igjen, men næste Sommer tog samme Sygdom mig igjen, og da var jeg til sengs 14 Uger. Saasnart jeg denne Gang var kommen paa Fødderne igjen, tog den begge mine Børn, saa jeg aldrig troede de kunde gjennemstredet. Min Kone laae i 14 Uger første Gang og derefter næste Aar 6 Uger; jeg maatte koste Doctor og Medicin baade paa mig og Mine, saa at de faa Penge, jeg havde til overs, gik ud blot for Medicin. Sygdommen var ikke smitsom, men den kom af den hastige Forandring fra Varmt til Koldt og ligeledes de varme Sommerdagem som udpersede Sveden i stillesiddende Tilstand, saa at den aldeles gjennemblødte vore Klæder, og naar Natten kom, faldt der en Taage eller Dug, som førte en meget stærk Kulde med sig, og denne Dug laa lige til Solen var fremkommen. Nu rammede denne Sygdom Alle uden Undtagelse, men dog ikke Alle lige strengt; Endeel døde strax, Endeel maatte ligge i mange Maaneder, førend Døden bortrykkede dem, Endeel maatte med megen Langsomhed komme paa Fødderne. Dog kan jeg sige, at i 1838 og 1839 var Sygdommen saa aldeles hjemsøgende i hver Mands Huus, at den Ene ikke var istand til at række den anden Drik koldt Vand, om det gjordes fornødent. Hos Mange gik Creaturene umalkede, indtil Melken blev aldeles borte, og mange Ting i samme Forhold. – Nu raabes her om visse høie Daglønner; det er ogsaa ganske sandt, at Daglønnen er høi, men dette burde en Gaardmand, som gaaer ud ifra Norge betænke, da han der skal begynde den første Grundvold paa enhver Ting, han skal have, baade med Huse og alle Gaardsredskaber fra først til sidst, og hvoledes kan det være muligt, at en Mand alene kan udrette alt dette. Næsten alle Bygningsmaterialeier bestaae i Eeg, og jeg skulde ogsaa formode, at Enhver kjender til Egens Tyngde, saa at det er plat umuligt, at nogen Mand kan hjælpe sig selv, uden at han maa leie Arbeidsfolk, langt mer end i Norge; thi her i Norge sidder en Mand med Gaarden opbygget, og har baade det ene og det andet i nogenlunde taalelig Stand; men naar man er kommen ind i Udørken i Amerika, da maa alle Ting tages af første Begynbdelse, og til at give du 1 Daler om Dagen hele Tiden igjennem behøves der sandelig mange Penge, for at det kan blive tilstrækkeligt baade for Eet og Alt, indtil Jorden kan lønne sin Dyrkers Sved.

Jeg vil nu med Sandhed og efter min Samvittighed tilkjendegive alle de Ting, som staaer i min Magt at forklare. Hvad Religionen angaaer, da kan jeg ikke andet end rose de Amerikanske Fristater, baade de Indfødte og de Indvandrede, som komme dertil fra Europa; der er Underviisning at faae, naar man begiver sig i Rolighed i de gamle bosatte Steder, men Enhver kan forestille sig, at naar man kommer i en Udørken, er der hverken Skoler eller Kirker. Dog gives der tildeels Huse, hvori der af Missionærer holdes Gudstjeneste, men dette er ganske sjelden. Altergang og Børnedaab er der ikke, uden det som bliver forrettet af de Indvandrede selv, som ere bosatte der, og dette bliver det samme hos os kaldes Hjemmedaab. Øvrigheds-Personer gives her saavelsom i Norge, men dog med den Forskjel, at der bliver holdt Valg hvert 4de Aar paa alle Øvrighedspersoner, og naar de have tjent i 4 Aar, og menigheden kjender dem for retskafne og duelige i deres Kald, blive de atter valgte i 4 Aar. Angaaende Skatterne saa er det forskjelligt, eftersom enhver Stat har sine egne Love; men dog er der en Skat, som alle i Almindelighed maa betale, saasnart de have faaet Huus og Gaard, nemlig af alle Ting, man har i Løsøre-Effecter. Sorenskriveren kommer da i hver Mands Huus, og da bliver paa hver Ting i Huset sat en Middeltaxt, saasom paa Heste, Vogne, Køer, Oxer, Faar og Svin, det mindste med det Meste, som en Mand har i Eiendom, og naar der er kommen til Hundrede med Taxten, saa betales 1 daler af hvert Hundrede; dette kaldes property taxe eller det samme, som vi kalde Formueskat i Norge. Beboeren af et kjøbt Landstykke havde ingen Skat at betale ag dette, førend han havde beboet det i 5 aar, men siden maatet han betale Landskat, og denne Landskat var nu for Tiden i Illinois kommen til en temmelig Høide; efter vores Regning maatte der nu betales 17 ½ Daler om Aaret af en fuld Gaard, og dette blev indskrænket eller modtaget i hver Mands Huus, men naar der kunde være Nogen iblandt, som ikke var istand til at betale, blev der exeqveret eller pantet, ligesom her i Norge.

Jeg vil ogsaa kundgjøre Noget om de Pengeudgifter, som Alle har at udrede efter Veiens Længde fra Norge og til den Tid de komme saa langt ind i Landet, at de kan bekomme et Stykke Land. Her fra Norge har Prisen almindelig været 30 Daler for hver Person over Havet, men naar man kommer til Newyork, faaer man daglig Pengeudgifter; tildeels maa der kjøbes Proviant, og tildeels er der saa mange Omvexlinger, snart paa Dampbaade, snart paa Dampvogne, snart paa Canalbaade og atter med Heste og Vogne paa Landeveien, som maatte betales 3 a 4 Gange saa høit som her, saa at, hvor simpelt man end avancerede fram, kunde ingen efter min Overbevisning komme ind i Udørken med mindre end 70 a 80 Daler for hver Person. Det er at anmærke, at Ingen af de, som vilde forsøge deres Lykke ved at drage over til Amerika, maa reise til Illinois Stat for den Aarsag, at landet for længesiden er opkjøbt, og den, som skulde kjøbe et Stykke Land igjen af Andre, maa give tidobbelt, imod hvad man betaler efter den fastsatte Priis fra Regjeringen , som bestaaer i vore Penge i 1 Daler og 1 Mark for en Ager. De som agte at reise did maa enten tage Veien til Wisconsins Territori eller til Missuri Territori. Paa disse Steder er endnu Land at bekomme, men dog er det bedste allerede opkjøbt. Jeg vil endnu tilføie om detet Anliggende, at alt for mange bive bedragne, naar de gaae ind i Udørken og sætter sig paa et opmaalt Stykke, som hver Mand har Frihed til, naar han kan betale Pengene efter den fastsatte Priis, naar Auctionen bliver foretaget, men er han da saa ulykkelig, at han ikke har Penge til at betale contant med den samme Dag, saa har hver Mand, som har Penge, Ret til at kjøbe Jorden, skjøndt den, som først har bebygget og beboet de, har Forkjøbsrettigheden; vil da den, som har kjøbt Stykket, erstatte Beboeren for det han har forbedret paa Eiendommen, saa har man hans Godhed at takke derfor, men hvis ikke, saa kan ingen paa Rettens Vegne fordre Noget at Ham. Dette burde Enhver betænke, som har den Tanke at bosætte sig paa et saadant Stykke Land; thi mange af de Norske have arbeidet i flere Aar bygget Huse, oppløiet Agre, gjort Gjærde omkring Ageren, det ene med det Andet, og naar Auctionen kommer, har de maattet gaae fra det Hele uden ringeste Erstatning. I Illinois, hvor jeg var bosat i 4 Aar, var der riktignok temmelig god Avling av Hvede og Mais-Korn, men derimod af Potetes og Havre kun ganske ringe, thi Havren brugtes kun til Kreaturene, og Poteterne bleve aldrig ret velsmagende, thi Jordbunden var for fiin, og ingen Sandagtighed fandets i Jorden nogensteds der omkring. Om der gaves Nogen iblandt, som havde Noger til overs af deres Avling, saa var Transporten fra Medelport til Chicago saa kostbar, at der kunde ikke lønne sig; thi naar en Mand skulde tage Natherberge hos en Amerikaner, saa var det 1 Daler, og jeg veed med Sandhed, at jeg maatet betale ½ Daler alene for at faae ligge paa Gulvet i mine egne Sengklæder. Derimod naar Canalen bliver færdig fra vor nærmeste Bye, Ottawa, til Chicago, vil det blive mer beqvemt at transportere Varerne frem; men dog var der ganske Faa, som havde Noget til overs af deres Avling der omkring, hvor jeg var bosat. Riktignok var der tildeels af de første Udvandrende, som for 16 a 18 Aar siden bosatte sig i Illinois, nogle, som havde forbedret sine Gaarde saameget, at de kunde have Noget til overs, men saa gaves der desværre ogsaa af de sidste Udvandrede Mange, som have skilt sig ved deres Gaarde her i Norge, og nu ere komne i saa ringe Omstændigheder, at de faae Tillæg af Fattighuset til hver Uge; thi der kommer af de Landgangs-Penge, som ethvert Menneske maa betale, naar han skal tage i Land i Newyork, nemlig 4 Daler for hver voxen Person og 2 Daler for hvert Barn. Dette bliver lagt i en Casse, og naar nogen kommer til Sygdom eller Fattigdom, faaes Hjælp af denne casse. Men dog er heller ikke dette Tilfældet med Folk, som komme ind i Udørken; der er der verken Byer eller andre Ting, og da kan der vist gives mange Trængende, som ingen Hjælp kan faae. Det som jeg syntes var meest at betænke for en, som vilde paatage sig denne Reise med Kone og Børn, er, at der desværre gives alt for mange af Forældrene, som døe bort, og de stakkels fader- og moderløsse Børn gaae da og tumle om blant Fremmede; jeg har i Sandhed selv flyttet dem fra den Ene til den Anden af de Amerikanske, og sommetider er det bleven bedre, sommetider verre. Jeg vil blant alle disse kun nævne en Familie fra Tind, nemlig Østen Bakke, som en kort Tid efterat han var kommen till Bevercreek i Illinois maatte forlade detet Jordiske, tilligemed Rynning og mange andre af deres Følge i det korte Tidsrum af 3 Maaneder. Den føromtalte Østen Bakke efterlod sig 7 Børn, hvoraf den ældste Datter var Blind ved Afreisen fra Norge, og vankede tilligemed de 6 andre omkring i en hjelpelæs Stilling; af saadanne er der Mange, som ei engang kan opregnes. Haandverksfolk, som havde lært deres Profession i en Bye her i Norge, kunne vistnok komme i Empløi eller Arbeide, men næsten hvert eneste Haandværk maatte læres om igjen, men dette kostede ikke mer end 5 a 6 Ugers Arbeide for at faae Greb paa Landets Model paa enhver Ting. De derimod; som ikke havde lært noget Hanadværk, maatte søge efter Canalarbeide, og tildeels var der og Arbeide paa forskjellige Steder, som Dampvognen gaaer. Der arbeidede de for Uge- eller Maanedsløn og havde temmelig høi Dagløn, som man synes her i Norge, fra 3 til 4 Mark daglig, og de, som var duelige Arbeidere og kunde tale Sproget faa 1 Daler om Dagen, men disse, som laae i det daglige tunge Arbeide, vilde ikke holde det ret længe du, da Amerikanerne drive Arbeidsmanden langt haardeer end hos os, og formedelst den overordentlige Sved, som udpressedes daglig af den stærke Sommerhede, og den umaadelige Nydelse af koldt Vand. Naar de saaledes en Tidlang havde kjæmpet sig igjennem, bleve de næsten alle uden Undtagelse antastede af Sygdommen, og de, som ingen Huuslye havde, maatte tage ind hos Andre for at faae Pleie og Opvartning, og dette faldt kostbart, thi der betales almindelig 2 og 2 ½ Daler om Ugen, og Sygdommen kunde vedvare fra 20 til 26 Uger, ja mange vare endog sengeliggende hele Aaret. De som døde bleve begravne i aaben Mark, thi der var som ventelig ingen indviet Kirkegaard, og Kirker var der heller ikke, førend vi kom til Chicago, som var 60 Engelske Mile fra vort Hjemsted.

Angaaende Kreaturholdet paa en almindelig fuld Gaard (160 Agre) da var det meget forskjelligt; i Newyork Stat bestaaer alt Landet af Skov, som maa opryddes, pløies og tilsaaes med Thimotei-Frø; 1 eller 2 Par Oxer, 1 a 23 Heste og nogle Faar, men Fareavlingen var ikke til megen Fordeel, da Sommervarmen var for strng for Faarene. Inde i Illinois var derimod Landet af en anden Beskaffenhed, thi der haves de sakaldte Prairier, eller store Sletter, som ere bevoxte med Græs. Disse Marker ere opkjøbte af Speculanter, som formedelst Mangel paa Skov ikke strax kunne faae dem solgt igjen, hvorfor man der har den Frihed, at man kan slaae Høe til og havne saamange Kreature, som man kan forskaffe sig. Svineavlen var dog den bedste, fordi næsten al Skoven bestod af Eeg af forskjellige Sorter, som alle bar et Slags Nødder, som om høsten faldt af, og der gik nu i Flokketal af Sviin, som samlede Nødderne til Føde, indtil de havde fedet sig temmelig; men dog var der aldrig saa liflig Smag paa Flesket, som det er hos os.

En Gaard, som er opbygget med Huse og er i fuldkommen Stand, kan gaae i en Priis af 16 til 1800 Daler, og er da i Størrelse 160 Agre. Dog bliver der anseet Jordbundens Beskaffenhed og Tømmerlandets Godhed samt Eiendommens Afstand fra Hovedveiene. Der er stor Forskjellighed mellem dem; som have bosat sig i Amerika, thi de, som havde været der i 16 a 18 Aar havde faaet sine Gaarde nogenlunde istand, og de kunde tildeels leve af Gaarden uden at trænge til at gaae i Arbeide hos Andre, men eftersom Pengemangelen nu for Tiden var saa almindelig, saa var der Mange, endog af de første Udvandrede, som vare ude i Arbeide hos Andre for at tjene sig nogle Penge til at kjøbe sig Klæder for of adskilligt andet, som gjordes fornødent; thi der er ikke verken Spinding eller Vævning, men naar en Mand havde afklipper sine Faar, saa maatte Ulden bringes paa Kardemaskinen og derfra til Spinde- eller Væve-Maskinen, og der blev Alt oparbeidet. Af Qværnebrug eller Møller var der kommen to i Nærheden af mig, hvor jeg boede; den ene var 8 og den anden 7 Mile fra mit Hjem; der betaltes med Korn, nemlig 1 Skjeppe af Tønden eller 8de hver Tønde baade for Hvede og Maiskornet. Bygkorn trives ikke, ei heller Rug; thi det blev fordrevet af den stærke Hede, saa at det ikke blev halvmodent, før det var ganske Hvidt. Efterat jeg kom tilbage til Norge har jeg hørt Rygtet fortælle, at der i Amerika skulde være saa god fortjeneste for Qvindfolk med at bage Fladbrød, men dette er da aldeles Usandhed, thi der gives ikke noget Sted, som jeg kjender til, hvor man bruger Fladbrød. Der brugtes i hver Mands Huus Kjedler, støbte af Malm, som de kjøbte i Byerne; i disse kunde man stege Brød, ligesaagodt som i den bedste Bagerovn i Norge. En saadan Kjedel har bragt med mig tilbage til Norge og kan godt benytte den til at stege Rugbrød i, og det i Størrelse for hver Gang af 24 Marker. 2 a 3 Smedemestere ere ogsaa komne dertil, men det blev heller ikke videre af med dem, end at de maatte indgaae til Andre paa en Tid. Dog var der to, som jeg kjendte godt til, og som begyndte paa at arbeide Vindusrammer, og dette Arbeide havde de god Fortjeneste paa.

Det er sjelden Tilfældet, at de Norske Udvandrede kunne komme til at bosætte sig i Nærheden af deres Landsmænd; thi der kan et Aar komme et Selskab af Norske og bosætte sig, og derefter et fra Tyskland, siden et fra Irland, England o.s.v., og naar der nu kommer andre Norske af de senere Udvandrere, saa maa de gaae forbi alle de andre ind i Udørkenen, altsaa kan de aldrig blive bosatte efter hinanden i en Strækning.

Paa de Steder jeg var har jeg hørt forskjellig Omdømme om denne Reisen til Amerika, og kan jeg da med Sandhed sige, at de Fleste bar stor Anger over denne Reise, især de, som havde solgt sine gode Gaade her i Norge, og der maae gaae ude i grovt og haardt Arbeide for Andre og knapt fortjene Mer, end at de kan forskaffe sig der Nødvendige til Livets Ophold. Det kunde vel ofte træffe, at de Amerikanske Folk laae efter sin egen Fordeel i Handelen, og tildeels vare Amerikanerne saa aldeles uefterrettelige i mange Begivenheder, som jeg vil sige, de vare ganske snare til at love, men det var en Sjeldenhed, at de holdt sit Løfte; men naar nogen af de Norske blev mishandlet enten paa en eller anden Maade, eller han havde en Sag at føre frem for Retten, saa kunde han faae sin fulde Ret, naar det kom i Øvrighedens Hænder; thi efter Vidnesbyrd blev alle Ting i rettergangen stadfæstet.

Jeg vilde rigtig fraaraade at tage denne Reise; thi der kommer saa mange Besværligheder, som man aldrig havde tænkt paa, formedelst de mange Reisens Omvexlinger, og de mange Forlegenheder, som Sproget foraarsager, og som ere meget store, uagtet der nu næsten i hver Bye er kommen nogle Normænd. Det Værste af Altsammen er Sygdommen, som Alle maa gjennemgaae, og som har lagt saa mangen Huusfader i Graven. Endnu maa jeg tilføie, at en Mand, som reiser fra sin Gaard i Norge og gaaer over til Amerika i den Tanke at faae en bedre Gaard igjen, hvilket sjelden Lykkes, men om han da faaer kjøbt sig et Stykke uryddet Mark, saa er han nødsaget til at leie Arbeidere og betale i daler om Dagen til hver, og ligeledes at forskaffe sig alleslags Redskaber, som man skal arbeide med, og endelig Føde for sig og familie i 2 a 3 Aar, inden Jorden kan frembringe saa meget, at han føder Beboerne.

Alene af mine Bekjendte fra Gravens Præstegjeld, som deels i Følge med mig og deels senere ere komne over til Amerika ere følgende døde kort Tid efterat de vare komne derover: Peder Moursæt, Gunder Tvete med Kone og Søn, Niels Wambeim, Siovat Wasenden med Kone og 4 af hans Børn, Lars Spilde med Kone og to Børn, Ole Svelgo med Kone (to Børn leve igjen) Aslak Holven, Niels Bilde, Tosten Dahlen og Holger Nøstvig.

Forfatteren vendte i Aaret 1841 tilbage til Norge, idet han anvendte Levningerne af sin Formue, der ved Afreisen fra Norge omtrent udgjorde 400 Spd., til at komme tilbage til Fædrelandet. Mange af hans Landsmænd havde ønsket at følge ham tilbage, men manglede de fornødne Midler dertil, og havde under de stedfindende Forholde kun lidet Haab om nogensinde at kunne see dette Ønske opfyldt.